Thursday, February 09, 2006

Den uhellige ytringssfrihed

Der er nogle, der tror, at ytringsfriheden er hellig. Det er den absolut ikke. Den er bare en meget vigtig del af vort demokrati og vore rettigheder, nedskrevet af kloge forfædre i fortiden i Grundloven og tilkæmpet stump for stump af folket i en lang og sej kamp for at frisætte det enkelte menneskes muligheder og individuelle frihedsønsker og behov. Men den er kommet til i kamp – ytringsfriheden. Ikke af sig selv. Den har været med til i vort system at sætte mennesket i centrum. En lang proces har det været at nå hertil, og vi er ikke engang færdige med den. Ja, i øjeblikket skal vi oven i købet begynde at overveje at kæmpe for den igen, for den er under pres. Udefra såvel som indefra. Fra en Laban til en Krarup. Religioners pres forsøger at trænge ytringsfrihedens sekulariserede verdslige fokus på mennesket i centrum tilbage. Det er dagsordenen i dag. Det er den kulturkamp, der kører og som vi er oppe imod.

Det er ikke ligegyldigt, hvem vi vælger som ledere i den kamp. Vor statsminister er den forkerte mand på det forkerte tidspunkt. På bare fire år har vor statsminister Anders Fogh Rasmussen skabt en katastrofe for Danmark. Det fredelige danske demokrati, som et samtalens demokrati, er på få år blevet til et snerrende og mistænksomt demokrati med fremmedfrygt og kommandosprog som i militæret og et billede af næsten som er ubærligt. Menneskerettigheder mistænkeliggøres. Ytringsfriheden forvaltes af medløbere til regeringen, så man må korse sig. Er det virkelig det samme demokrati, som i årtier har holdt en afbalanceret, progressiv politisk balance i forhold til omverdenen, det vi har nu? Naturligvis ikke. Demokratiet er tiltet. Ledelsen er blevet skinger, ikke mindst dets støtteparti. Danskheden er blevet besat og vort flag taget som gidsel.

Derfor generer det mig ikke det mindste at se Dannebrog blive brændt i mellemøsten. Det er ikke mit flag. Det må regeringen og dansk folkeparti gerne beholde og være ansvarlige for. For det er de. Det var ikke mig, der sendte Danmark i vanvittige krige i to lande. Det var ikke mig, der dekreterede kulturkamp, det var Anders Fogh Rasmussen og nu har han fået den, også i den grad. Jeg støtter ham ikke. Og jeg synes alle andre bør melde fra. Vi skal ud af Irak og Afghanistan med militæret og vende tilbage under en ny regering med humanitær hjælp.

Men jeg vil gerne være med til sammen med andre ligesindede at kæmpe flaget tilbage til et symbol for Danmark som et foregangsland for demokratisk samtale og ytringsfrihed. Et land hvor medmenneskelighed og hjælpsomhed er i højsædet, som en verdslig og sekulariseret kampplads for fremskridt og forbrødring imellem mennesker. Et land hvor der tales mindre om den private tro og mere om den verdslige viden, som skal bruges til at hjælpe mennesker i nød. Uanset etnisk tilhørsforhold. Uanset race. Nationalitet og tro.

Men midlet skal være den rationelle tanke, viden og den progressive tanke: Mennesket er medmenneskets hjælper til fredelig sameksistens og udvikling i al fredelighed og respekt for hinandens individualitet.
Vi vil fred her til lands.