Er statsministeren presset?

Er statsministeren presset?

Af Tommy Flugt

Statsministeren taler nu om dobbeltstandarder i et angreb på forfattere, erhvervsliv og medier.
Han synes der har været tale om principløshed og at virksomheder, forfattere eller medier ikke har forsvaret ytringsfriheden og pressefriheden i tilstrækkelig grad, lyder det fra regeringschefen om hans syn på Jyllands-Postens tegninger i Berlingske Tidende søndag.

Tilsyneladende står statsministeren og JP ret alene sammen mod de tre grupper, for hvorfor ellers komme med så vildt et indlæg. Er statsministeren presset?

Statsministeren konstaterer: - Forfattere og andre, der i den grad lever af ytringsfriheden, har jo svigtet i denne her sag.

Statsministeren fastslår: - De kan ikke lide Dansk Folkeparti, de kan ikke lide Jyllands-Posten, og de kan ikke lide regeringen. Og muligvis i den rækkefølge. På grund af et næsten had-forhold til disse tre faktorer, så kan de ikke få sig selv til at stå op og forsvare ytringsfriheden i denne sag. Så der er indført en dobbeltstandard.
Statsministeren langer ud: - Jeg synes virkelig, at der har været tale om en principløshed over en bred kam - og så er ingen nævnt, ingen glemt. Men det er noget, der har rakt fra brede kredse i erhvervslivet over til brede kredse i kultur- og medielivet, siger Anders Fogh Rasmussen, der specielt er ude med riven efter "det intellektuelle parnas" i og omkring PEN-klubben.
Som medlem af Dansk PEN synes jeg naturligvis også, det er en frygtelig situation landet er bragt i. Ingen tvivl om det. Det kan statsministeren ene og alene takke sin egen politik for og sit samarbejde med Dansk Folkeparti og avisen Jyllands-Posten, og skal vi ikke føje til: hans medvirken til den hadefulde danske indvandrerdebat. Og så naturligvis hans krigspolitik og vanvittige engagement i Irak og Afghanistan i samarbejde med præsident Bush. Dårligt image som landet nu lider under kommer jo ikke af sig selv. Der er årevis af handlinger bag og JPs provokatoriske tegninger var ikke årsagen, men dråben, der fik bægret til at flyde over.
Med hensyn til JPs tegninger, så anerkender jeg ikke statsministeren argumentation om at de handler om ytringsfrihed. Det var ren provokation – og jeg synes de er på linje med Dansk Folkepartis talen om kræftceller i det danske samfund eller Søren Krarups afvisning af syge flygtninge: De har brug for lægehjælp, men ikke statsborgerskab. Senest gentaget af en venstrekvinde, Britta Schall Holberg, i en tv-udsendelse i DR. På den måde gør man syge mennesker statsløse. Og bryder alle tidligere vedtagne konventioner og politik på området.
Her viser venstre sit sande ansigt. De er ikke så langt fra Dansk Folkepartis fremmedfjendske holdninger. De siver lige så stille og umærkeligt ind i udtalelserne fra venstre og statsministeren. Også i forklaringen på årsagen til den nuværende krise. Her er der også sammenfald i forklaringerne. Både Venstre og DF var ikke sene til at give muslimer i Danmark skylden. De har misinformeret, de er landsforrædere lød det. De bør udvises af landet og andre skingre toner.
Det er altså for galt. Først sviner, håner og provokerer JP med sine tegninger. Denne provokation ophøjes af statsministeren til en kamp for ytringsfriheden, da han opdager, hvad tegningerne har sat i værk: Et par afbrændte ambassader, talrige danske flag brændes af, omkring 20 døde som følge af protester, og et dansk brand, der ligger i ruiner. De, der ikke er med statsministeren, er imod ham (og hade-fulde). Og så er hele miseren danske muslimers egen skyld. En minoritet i det danske samfund er selv skyld i deres egne ulykker og i den danske stats problemer. Det er altså for galt. Men det ligner meget godt den politik, regeringschefen har ført hidtil: Siger et og gør noget andet. Det siger også noget om den mangelfulde regerings integrations politik. Og selvransagelse er der ikke meget af hos statsministeren. Det er alt sammen alle andres skyld.
Og ytringsfriheden? Hvorfor finder jeg ikke at sagen har noget med ytringsfrihed at gøre? Af den simple grund at det her handler om simpel og primitiv provokation af minoriteter – og sikkert også om at sælge aviser. Jeg er helt enig med Bob Simon, der var i Danmark for at samle materiale ind til en udsendelse i CBS’ 60 Minutes om sagen. Han sagde bl.a. ”Ytringsfriheden skal efter min mening bruges til at gå efter de store, efter de magtfulde, der kun kan rammes på denne måde. Ikke efter etniske eller religiøse minoriteter. Det er direkte usmageligt…Statsministeren stod over for valget mellem at lytte til en minoritetsgruppe eller at gå med folkestemningen og Danmarks største avis. Han valgte det sidste”. (Weekendavisen 24.02-2.03)
Det var det statsministeren gjorde. Det er skamfuldt. Og det er det værst tænkelige udgangspunkt for overhovedet at få løst denne konflikt og få genrejst vort image ude i verden. Statsminister Anders Fogh Rasmussen er ikke manden, der kan gøre det og slet ikke i samarbejde med Dansk Folkeparti. Et fortsat makkerskab mellem dem leder Danmark længere og længere ud på et sidespor. Må vi snart få en kraftfuld opposition. Og en ny regering.
I øvrigt mener jeg, at vi skal sende de danske soldater hjem fra Irak og Afghanistan snarest. Jo før des bedre. Og så fremover koncentrere dansk engagement til at være en fredelig og humanitær politik. Vi vil freden i Danmark sammen med alle fredelige folkeslag. Der er nok at tage fat på i denne ulige verden. Og også i Danmark.

Trykt i Debat, Venstrebladet 27.02.06

Den uhellige ytringssfrihed

Der er nogle, der tror, at ytringsfriheden er hellig. Det er den absolut ikke. Den er bare en meget vigtig del af vort demokrati og vore rettigheder, nedskrevet af kloge forfædre i fortiden i Grundloven og tilkæmpet stump for stump af folket i en lang og sej kamp for at frisætte det enkelte menneskes muligheder og individuelle frihedsønsker og behov. Men den er kommet til i kamp – ytringsfriheden. Ikke af sig selv. Den har været med til i vort system at sætte mennesket i centrum. En lang proces har det været at nå hertil, og vi er ikke engang færdige med den. Ja, i øjeblikket skal vi oven i købet begynde at overveje at kæmpe for den igen, for den er under pres. Udefra såvel som indefra. Fra en Laban til en Krarup. Religioners pres forsøger at trænge ytringsfrihedens sekulariserede verdslige fokus på mennesket i centrum tilbage. Det er dagsordenen i dag. Det er den kulturkamp, der kører og som vi er oppe imod.

Det er ikke ligegyldigt, hvem vi vælger som ledere i den kamp. Vor statsminister er den forkerte mand på det forkerte tidspunkt. På bare fire år har vor statsminister Anders Fogh Rasmussen skabt en katastrofe for Danmark. Det fredelige danske demokrati, som et samtalens demokrati, er på få år blevet til et snerrende og mistænksomt demokrati med fremmedfrygt og kommandosprog som i militæret og et billede af næsten som er ubærligt. Menneskerettigheder mistænkeliggøres. Ytringsfriheden forvaltes af medløbere til regeringen, så man må korse sig. Er det virkelig det samme demokrati, som i årtier har holdt en afbalanceret, progressiv politisk balance i forhold til omverdenen, det vi har nu? Naturligvis ikke. Demokratiet er tiltet. Ledelsen er blevet skinger, ikke mindst dets støtteparti. Danskheden er blevet besat og vort flag taget som gidsel.

Derfor generer det mig ikke det mindste at se Dannebrog blive brændt i mellemøsten. Det er ikke mit flag. Det må regeringen og dansk folkeparti gerne beholde og være ansvarlige for. For det er de. Det var ikke mig, der sendte Danmark i vanvittige krige i to lande. Det var ikke mig, der dekreterede kulturkamp, det var Anders Fogh Rasmussen og nu har han fået den, også i den grad. Jeg støtter ham ikke. Og jeg synes alle andre bør melde fra. Vi skal ud af Irak og Afghanistan med militæret og vende tilbage under en ny regering med humanitær hjælp.

Men jeg vil gerne være med til sammen med andre ligesindede at kæmpe flaget tilbage til et symbol for Danmark som et foregangsland for demokratisk samtale og ytringsfrihed. Et land hvor medmenneskelighed og hjælpsomhed er i højsædet, som en verdslig og sekulariseret kampplads for fremskridt og forbrødring imellem mennesker. Et land hvor der tales mindre om den private tro og mere om den verdslige viden, som skal bruges til at hjælpe mennesker i nød. Uanset etnisk tilhørsforhold. Uanset race. Nationalitet og tro.

Men midlet skal være den rationelle tanke, viden og den progressive tanke: Mennesket er medmenneskets hjælper til fredelig sameksistens og udvikling i al fredelighed og respekt for hinandens individualitet.
Vi vil fred her til lands.

Vinterlandskab

Så er vinterlandskabet over os. Her til morgen målte jeg 11,3 minus grader. Ingen vind. Solen skinner. Der ligger et lag sne på 10-15 cm over det hele. Landskabet er lyst og smukt. En gæst måtte overnatte et ekstra døgn pga. vejrforholdene. Storebæltsbroen var lukket. Vejene var spejlglatte. Men nu er dagen smuk og indbydende. Så efter bilen var gravet fri, afiset og opvarmet, kunne gæsten køre hjem. Vi havde hyggelige timer sammen. Foræringstimer.

Her til morgen fodrede jeg fuglene. Og to minutter efter var de der som kaldet. En lille strofe rammer alt dette ind: "I sne står urt og busk i skjul/ det er så koldt derude/ dog synger der en lille fugl/ på kvist ved frosne rude". (B.S. Ingemann, 1831). Også Jeppe Aakjær kan fange stemningen: "Sneflokke kommer vrimlende/ hen over diger trimlende,/ det knyger ud af himlene/ det sluger hegn og gård,/ det ryger ind ad sprækkerne/ til pølserne på rækkerne,/ og fårene ved hækkerne/ får blink i pelsens hår".
Og så kan man i dag i Politiken læse følgende: "Intet sted i verden udgives der flere bøger og produceres flere film per indbygger end i de nordiske lande. Danmark ligger i top på de fleste kulturområder". Avisen mener, at det kan have noget med de lange mørke vintermåneder at gøre. Det skulle ikke undre mig om der er en sammenhæng.

Forresten synes jeg at man skal være opmærksom på Information. De sender hver dag et lille digt på deres kultursider. Et nyt haiku hver dag hele året rundt i 2006 af danske digtere. Fint lille initiativ. Nogle opmærksomme digtere havde opdaget at der var lidt ledig plads i avisen og satte sig på den lille plads i kultursektionen. Når året er omme skulle der komme en digtsamling ud af det. Smukt initiativ. Men følg digtenes vej til en samling.

Hver dag sine ord
hver dag sine billeder
hver dag erobring

Nyt år 2006. Så blev det januar. Verden ser altid smuk ud med et lag sne, lyser op i den mørke tid. Dagene er stadig meget korte, men bare viden om at de bliver længere hver dag er en trøst. Der er nok at se frem til.

Medierne, aviserne og fjernsyn har haft travlt med at analysere 2005 - de store naturkatastrofer prægede beskrivelserne, men mest lagde jeg mærke til årets slutning, hvor forfattere, ambassadører, læger m.m. protesterede mod regeringen og dens støtteparti og efterlyste en mere sober tone i debatten. Det er på tide at man kritisk tager stilling til dens politik.

Samtalen er åndehullet, hvor to mennesker trækker vejret, uden at forgifte hinanden.

Sådan forestiller jeg mig det kunne være. Lad os se hvad 2006 bringer.
Mon denne blogger kan bruges til at holde styr på året? Jeg vil prøve at sætte mine pejlemærker her i det kommende år.
Kort og godt.
Hver dag sit billede, hver dag sit ord, hver dag sin erobring.

TF